Strik til marsvin

"fridage"

Så fik man sig pludselig en halv arbejdsdag. Pædagogerne nedlægger arbejdet imorgen, og det er da kun rimeligt. Fra 1 januar skal de, udover at tørre numser og synge, også smøre lækre sunde økologiske og billige madder. Og det er så med en nedskæring i personalestaben på een person. I forvejen kan de ikke tage på udflugter i vores børnehave, da det er en del-udflytterbørnehave. For lidt personale....

 Meget mærkeligt firma, der styrer det her foretagende!

Meget mærkeligt firma, der også styrer Hvidovre hospital. For 1 måneds tid siden fik Magnus et gok i baghovedet, så han så måner og stjerner ved dagslys. Under observationen opdagede de at han ikke hørte så godt på det ene øre. Ugen efter fik vi et lille kort ind ad døren: henvendelse på 535 på den og den dato, klokken dutdut. Selvfølgelig på et urimeligt tidspunkt, taget min arbejdsdag i betragtning. Magnus derimod kunne SAGTENS nå 2 timer i skolen (onde mor). Vi ledte lidt efter den afdeling. Fandt den, og fandt et kaotisk venteværelse. Efter et par minutter blev jeg enig med mig selv om at det var FOR kaotisk, for hvordan fandt de ud af at vi var kommet?

Jeg fandt en sygeplejerske som fortalte mig at vi sad det forkerte sted, vi skulle nemlig til DØR 535. Som var ovre på den anden side af "venteværelset". Der stod 2 stole under et skab, og hvis man ikke havde noget imod at bøje hovedet lidt, kunne man sagtens være der. Vi var så også kommet 3 meter væk fra venteværelset og et par 100 decibel lavere lydstyrke. Ja undskyld, men behøves børn partout at larme når de er i flok? (ja det var altså en børneafdeling, så det var ikke fordi at forældrene ikke kunne høre).

Vi ventede pænt på vores stole foran den lukkede dør. Som pludselig åbnede sig, en ældre sygeplejerske stirrede på os, udbad sig et navn, tjekkede med sin kalender, jojo, vi skulle til. Når hun engang fandt lægen.

Opmuntrende.

Men pludselig dukkede det her store menneske op, vi kom ind, jeg overlod føringen til Magnus - han er gammel nok og det er jo hans øre, ikke?

Næh, lægen kunne ikke se noget. Vi skulle have en høretest, men det kunne de ikke på Hvidovre, så skulle vi på Gentofte hospital. Så der ville de lige skrive en henvisning til.

Vi havde da været i konsultationen i 7 minutter. Og så nedlagde jeg en protest. For jeg ville altså hellere til vores egen ørelæge i lokalområdet på et selvvalgt tidspunkt end dikteres en tid midt i min arbejdstid, for så at bruge en halv formiddag på at køre frem og tilbage til Gentofte. Og hvem ved hvad de så ikke kunne på Gentofte...måske vi så skulle til ørespecialistEN i Helsingør? (som så ville skylle hans øre, halleluja, it's a f...... miracle!!)

Jamen altså - hvem kører logistikken på det hospital? Hvorfor i himlens navn sagde læge nr 1 ved observationen ikke: vi anbefaler at I får det checket hos en praktiserende ørelæge?? Der var jo intet akut ved det øre?? Der må for pokker da være en form for bagatelgrænse for undersøgelser på et hospital?

Istedet spildte vi en sekretærs tid til udstedelse og fremsendelse af kort. En ørelæge, der vel havde vigtigere ting at foretage sig end at kigge ind i et normalt øre. Og en sygeplejerske der skulle indskrive hans diktat. Måske spildte man også tiden for en patient, der var på venteliste til en øreoperation?

Nå ja, og så min egen tid.

Meget mærkeligt firma. Måske man skulle ryste posen? Det er på næste tirsdag.

Orkanens øje

Her er lige et par timer med stilhed, inden vi flyver og farer igen. De sidste par uger har været et kaos af ting der skal ordnes, møder, arbejde osv. I denne weekend har de to store skolefest, der strækker sig over flere dage, fra kl 15 til 23.

Og alle forældre skal involveres. Jeg har således brugt et par aftener på at lave rekvisitter til et par teaterstykker om HC And, igår havde jeg teatervagt fra 17.45 til 20 og morgenen brugte vi på at bage 20 muffins. Magen havde branddørsvagt fra 21 til 23. Og det var så den fredag....

I dag skulle der købes lidt ind til endnu en omgang kagebagning, imens gjorde jeg rent i stue og køkken. 

Dagens kager skulle være CO2 venlige. Man kunne vælge at bage æblekage eller kyskager. Da de første 14 havde meldt at de tog æblekage med, måtte vi, der først lige skulle se om der var tid til mere kagebagning, vælge kyskagerne. Det har vi aldrig prøvet før. Men jeg synes faktisk de er ret fine. Øjnene laves med en vatpind dyppet i chokoladesovs, og supersøde, det er de. Ideen er fra Teddys kagebog af Camilla Tubertinin (jeg købte den i føtex for 25-30 kr).

Nu skal de sprøde kager fragtes til skolen, hvor der er kagesalgsvagt et par timer, og aftenen rundes af med oprydning fra 21-23. Og det var så nok den lørdag...

Jeg var SÅ træt i aftes, da jeg tumlede hjem ved halv ni tiden. Magen tog afsted og jeg lå og flød lidt på sofaen til en enkelt pind eller 3. Da magen og de to store vendte hjem, var de helt oppe og køre, og der skulle spilles wii. Så måtte jeg vige (wiige?) sofapladsen.

Imorgen er der atter en dag, og så skal der samles op på alle de ting vi har overset/udsat/udskudt. Jeg sad og summede et øjeblik over en reklame fra inspiration der væltede ind ad døren. En voksen og en lille pige, der hyggede med bog og stearinlys: vi har masser af tid til hygge, det er jo jul.

Oh.... tænk at kunne vågne stille og roligt, uden at skulle styrte rundt og lave en masse, bare sidde i nattøj og dase hele dagen. Det ønsker jeg mig til jul!

Boblende glæde

Nu hvor jeg har nedlagt mit martyrium - OG fået mine smykker tilbage, er der pludselig lys, luft og glæde. Så nu til noget helt andet: strik! (som jeg så også har presset ind i en farverutine.... men den er jeg nu glad for.)

Septembers farve var brun, og der fik jeg strikket og monteret Amaya færdig i tide til strikkefestivallen. Ville da ikke sidde dér som den eneste der ikke havde et Rasmilla-design på.

Ja... der mangler en knap. Helt nederst. Det er der aldrig nogen der opdager ;o) 

Under strikkefestivallen fik jeg strikket mine brune striber færdige, men det er først for nyligt at jeg fik hæftet de 6-8 ender. Jeg fik godt nok ikke brugt al det stribede restegarn, men så er der til et andet projekt, jeg har i tankerne.

Brune striber i 6-trådet sokkegarn på pinde 3, str 38, 70 g forbrugt. Lige i tide til den fodkolde sæson her på matriklen.

Vi har taget bilen på arbejde i en periode, og så bliver det til et par pinde af den nemme slags, ellers bliver jeg køresyg.

Der blev et par til magen, dog ikke magen til ;o)

På festivallen fik jeg også startet på oktober måned, som er grå.

Rowan har en del gratis opskrifter på deres hjemmeside, og her faldt jeg over Haven (ikke at forveksle med Kim Hargreaves tørklæde), en bolero til Fie.

Jeg strikkede str 12-13 år til min tynde tynde nær-de-12 årige, 150 g loden Madil på pinde 4½. Den passer liiiiige i str.... Måske de engelske piger også er "sent udviklede". I følge en analyse på hendes skole, var den gennemsnitlige alder for piger der gik i puberteten og altså udviklede bryster, 9.86. Så er det surt at være 11½ og ikke have antydningen af et myggestik...

Vi har lige været ude at købe ny vinterjakke til hende, og måtte op i en str 13-14 for at få ærmelængden til at passe. Det var sådan en lidt pæn sort uldjakke, og da den var forholdsvis billig, tænkte jeg at vi måske kunne finde en mere "dagligdags" version samme sted.

Men i den model havde de indregnet en noget større bustevidde for 13-14 år. Tog vi str 11-12, sad den stramt hen over hendes manglende attributter. Uh, den grød var svær at danse omkring. Vi blev enige om at kigge en anden dag, et andet sted, mens hendes humør stadig var oppe.

Det piner hende lidt, måske der aldrig kommer noget??  Så må man jo låne...

Mere oktober:

Linnea i farven oxford. Jeg fik også lidt andet med i bestillingen fra Holst garn, damask (som jeg købte matchende knapper til hos Hjelholt spinderiet), redwood og conker. De to sidstnævnte har jeg en halv ide med, til den brune uldjakke. Måske den halve ide går fløjten, for da jeg stablede garnet op, lignede det noget til en afdæmpet folkore.

Linnea er vel cirka halvvejs, 20 cm under ærmegabene og det er bare frem og tilbage, frem og tilbage. Garnet slider enormt på min pegefinger; jeg har sådan en dyb rød fure der hvor tråden glider henover fingeren.  Måske er det spindeolien? Det var også slemt med indigo, der brugte jeg undertiden plaster.

Lige før "first blood" skifter jeg til en baktus i noget grå-blå stribet strømpefidus med aloe vera. Ikke fordi jeg regner med at det har en helende effekt, men man skulle jo nødigt gå glip af et par pinde!

Moooar!!

Fie kommer ned ad trappen, "moooooaaar". Overvejer at sige at jeg ikke er her, sidder lige så hyggeligt og blogger lidt mens Oskar griner af Bobbemand Byg. Total slapperen...

"Mooar.... jeg har noget til dig". Kigger høfligt op.

Og så har hun en lille grå pose i hånden. Posen med mine smykker.....

"Den lå nede mellem hug-en-ædelsten-ud-af-gips-tingene". Overvejer at bryde ud i krampegråd, men det er vist lidt i overkanten.

Lykken er at have en datter der roder, og af til kigger i sit rod :o)

Må hellere finde en findeløn af en art.

Re: Det er svært at være gudinde

For at følge op på de mange kommentarer på sidste indlæg, har jeg valgt at lave et reply-indlæg, i bedste "kadetpasse" stil. Jeg har læst kommentarerne og tænkt, neeej, ikke helt sådan, mmm... tjatjo... og er kommet lidt nærmere på at definere hvad der egentligt trykker mig. Og tusind tak for klap på hovedet, de varmede.

Angående FLY-lady, så har jeg ikke hovedløst fulgt hendes foreskrifter. Jeg er et meget kritisk menneske, der stiller spørgsmål ved alt, for det meste fordi jeg tror at jeg ved/kan bedre ;o). Sådan er der også nogle der har det med opskrifter, de skal bare ændres skal de. Der er jeg til gengæld mere striks, følger dem næsten slavisk.

Så alt det ærke-amerikanske er smidt ud, jeg har kun taget det JEG kan bruge. Og jeg har ikke meldt mig til at modtage emails, ingen  - INGEN - skal fortælle mig dagligt hvad DE mener at jeg skal lave.

I starten var det Kelly-missionerne, fordi de lige faldt på et ømt punkt, nemlig alle de hotspots med rod og ting man ikke lige har taget stilling til hvad der skal ske med. Jeg kunne godt lide ideen med at man skiftede fokus fra uge til uge. [Og sommetider har jeg korset mig over hvad de mener man skal gøre - ryd sengebordet for blabla, det lød jo som en mindre losseplads?! I dag så jeg et billede fra Jacob  Holst's nye bog, hvor man så et glimt af en amerikansk kvindes sengebord, og jo - hun ville have haft glæde af den mission ;o) ].

Jeg kunne også godt lide ideen med at inddele huset i rengøringszoner, hvor man havde en ugentlig "overfladisk" plan, og sideløbende dermed, havde fokus på en zone hver uge. Uha, der er steder der er blevet gjort rent, hvor jeg ikke har været i 5 år. Nåede man ikke det hele i zonefokusperioden, ja så var der tid igen 5 uger senere, og det føltes godt at vide at man nok nåede det indenfor overskueligt tid.

Min plan så sådan ud:

mandag: vores soveværelse, trappe og entre

tirsdag: stue og spisestue,

onsdag: køleskab, køkken og madplan

torsdag: indkøb, badeværelse og WC

fredag: støvsugning uber alles og gulvvask

lørdag: vande blomster.

Ingen børneværelser, det skal de selv klare. Zonerne fordelte sig på de 4 første grupper og den 5 zone var kælder/vaskerum.

Nu er jeg ikke rengøringsfreak, så jeg har ikke ligget og renset gulvsprækker med en tandstikker o lign. Vi taler the very basic survival package, ikke altid støvsuge under reolen - det kan man gøre når der er zonefokus, og når man det ikke der, så når man det jo senere. I næste måned er der atter en fokuszone. Jeg er ikke perfektionist i mit hjem, jeg kan godt leve med revner, manglende lamper osv, fordi det er MIT hjem. Perfektionismen får jeg udlevet i mit forskerjob, hvor der er brug for den.

Halleluja: jeg kan lide FLY-rutinen! Jeg synes det er/var smart. Jeg kan lide min lille mappe, som indeholder de ting JEG synes er rare at have samlet, og hvor alle ved de kan finde dem. Magen kigger efter ugens madplan, vi har Magnus's kirkevagter samlet, og en A4 lomme holder nu de pizzafoldere vi aldrig kunne finde.

Knaldeluja: min familie gider ikke være med. Og det er der problemet opstår. Jeg forsøgte at presse et skemalagt hverdagsliv ned over dem, så vi får mindre stress, mindre udsættelse af ting der bør laves, mere overskud.  Mon ikke også de har det sådan at INGEN skal fortælle dem, hvad NOGEN synes at de skal gøre hver dag. Altså trak jeg læsset selv, for jeg ville jo gerne have at vi kunne følge de rutiner. Hvis jeg nu viste dem lyset, så kunne vi sammen følges ad (englesang, stråleglans og glory knaldeluja).

Man skal lige tage sig selv lidt i nakken, det tager en 5 ugers tid at få rutinen ind under huden. Men det er ikke et spørgsmål om viljestyrke,  det er ikke cigaretter/kostomlægning/motion vi taler om. Jeg er en stædig satan, så vil jeg, så kan jeg. Det er en ekstra YDELSE; hver dag skal jeg afgive mig-tid, og den er der i forvejen ikke meget af.

Og her er det så at FLY-ladyen skulle have et MEP med fluesmækkeren, for det der "du gør det for dig selv" becuase you're worth it, brækkebrække!! Ja, det kan lade sig gøre hvis man er hjemmegående med børnene på kostskole og dobbelt så meget mig-tid.

Men jeg kan sgu ikke være udearbejdende fra 8.30 til 17, lave mad, hjælpe med lektier, gøre rent, gøre zonefokusrent, ordne horder af vasketøj, putte og bare-være, og så tro at jeg kan sætte mig senere og være engageret forsker, der læser inspirerende litteratur, eller være fantastisk farlig sensuel på sengekanten.

I takt med at jeg har slidt mig selv ned fysisk, har jeg fået mere og mere dårlig samvittighed over IKKE at nå alt det jeg bør arbejdsmæssigt, været ked af at jeg ikke har tid til at pusle om mine hobbier, er for træt til at være tæt med min mand, er irriteret over den larm der altid kommer ud af mine børn. Sur og bitter. Og træt. Og grim.

Og det må få en ende.

Måske er løsningen en rengøringshjælp?  Ikke at vi har megamange penge at rutte med, vores løn bliver desværre spist af murstenene (flytte? ja, vi tænkte det samme, men så kom finanskrisen og devaluerede vores hus drastisk) og nu skal vi også betale ekstra for daginstitutionens madordning. 

At få det daglige ordnet, samtidig med at man kører sin egen fokuszonerengøring og Kelly missioner. Jeg kan lide ideen. Men min mor får ikke noget at vide.... sidst jeg nævnte en rengøringshjælp (med tryk på hjælp) fik jeg sådan et PiaK-opstød i nakken: så kan hun ordne alt det du ikke selv gider?? Den lader vi lige stå...

Det er svært at være gudinde

For 13 år siden, da den sang hærgede radioen, var jeg nybagt mor til verdens største vidunder, jeg var... yngre..., min krop og min energi var helt bestemt en anden - og jeg kunne overhovedet ikke se at der skulle være noget svært i at være gudinde. Mand, jeg kunne det hele!

Et par år senere var der lidt krakeleringer i overfladen, jo, det var lidt svært at få enderne til at hænge sammen med to små børn og en forskerkarriere, vores lejlighed var absolut ikke "uventet-besøg"-klart, og når jeg købte tøj var det som regel nemmere at finde noget til poderne end til mig selv. Men der var for det meste en mormor og morfar, der gerne passede de unger, hvis sygedage/fridage ikke passede ind i vores kalender.

150 år efter, sådan cirka... Jeg ville ønske jeg var gudinde. Men det er jeg ikke. Jeg er en ganske almindelig kvinde med alle de skavanker der nu byder sig for os dødelige. For ikke at nævne den modbydelige dagligdagstrummerum. I en forholdsvis lang periode har jeg forsøgt at lade som om at jeg er gudinde, og har raspet mit livslys fra begge ender, holdt så krampagtigt fast i det at det er smeltet på midten og er knækket sammen.

Jeg kan ikke både køre et fuldtidsjob, være mor til 3 børn, OG køre et en-kvindes-flylady program i et 5 personers hus. Der er for mange udgifter på den konto og ingen indtægter. Mit liv er hermed erklæret i betalingsstandsning. Der er i hvert fald dømt FLY-lady stop.

Jo, det er fantastisk sådan at få sat sit hjem på skinner, og der er absolut mange gode ting omkring programmet.

Men. Hvorfor skal jeg gøre det alene? "Fordi du gør det for dig", kvidrer flyladyen, i et svar til en kvinde der brokker sig over at hendes mand ikke gider følge med. Javel. Godt så. Men nu stopper jeg legen, for min egen skyld.

Jeg ville jo synes at jeg så skulle have ros og glæde over hele linien (indtægt) over at der er acceptabelt rent og weekenderne er fri.

Istedet får jeg brok over at jeg gør rent mens ungerne er vågne, istedet for at tale med dem. Brok fra ungerne over at der hele tiden er rent tøj der skal lægges på plads.

Jeg orker ikke mere. Efter flere ugers skranten, forkølelse efter forkølelse, utilpashed, lus, ting der hele tiden skal gøres for nogen, er jeg bare så træt og udbrændt. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, jeg er hyperlydfølsom, stresser vildt over bare en eneste ny ting der lægger sig i mine endeløse bunker af "ting der burde have været gjort for længst". Der er ingen overskud. Ingen livsglæde.

Efter 3 uger hvor jeg hver uge forsøgte at sidsteøjebliks-redde mine rutiner, valgte jeg at nedlægge fly-ladyen i søndags. Jeg er nødt til at finde min energi igen, alt er på stand-by.

Madplanen er stadig på programmet. Jeg prøver at holde rodet nede, men skidtet gør jeg ikke noget ved. Den daglige rengøring - bliver nu til weekendklatteriet igen. Så må man jo lave noget med børnene når der er sommerferie (himmelvendte øjne....)

Jeg synes sgu det var smart med planlægning og struktur.

Reprise - mit liv i en nøddeskal

(Hov - nu er der nogen der har rodet på mit "skrivebord"... nye knapper og deslige... hvad mon den node betyder? Kan jeg ligefrem lægge en lydside til min blog, olala...)

Ja her er alt som det plejer. Efter en dejlig, afslappet weekend i strikningens tegn, strikkefestival med webstrikkerne i Svendborg, kom hverdagen bragende. Man skulle ikke tro at man kunne have behov for at hvile sig, efter at have siddet på sin flade i 48 timer og strikket. Det ville faktisk have være rart med en fridag, men det kunne ikke lade sig gøre. Ikke til at hvile sig i, men til at få hold på alle de småting jeg plejer at lave i weekenden. Måske er det noget med at være "gammel", måske er det bare weekenden, der får mig til at hænge mentalt sammen resten af ugen.

Men:

Mandag efter arbejdstid blev brugt til store indkøbsdag (mig), mens magen, Oskar og Fie fyldte 10 meter tjørnehæksafklip i grøntcontaineren, som naboen havde bestilt til fælles brug. Magnus sang for den olympiske komite (uden Osama - han kom jublende hjem og fortalte at han skulle synge for Osama. Det mente hans mor ikke at han ville få lov til. Med mindre han mente Obama....)

Tirsdag morgen skulle magen med fly til New York, taxi bestilt til kl 8.30. En lige tur, ingen afstikker til Purl Soho denne gang, jeg har mere brug for ham herhjemme. Kl 8.10 ringede skolen: Magnus har slået sit hovede og vi vurderer at en tur til skadestuen er påkrævet. Ok... men jeg skal liiiige aflevere et barn i børnehaven først. Vinke til magen, der var lidt rundt på gulvet, starte bilen, drøne ind med Oskar og smide ham i armene på pædagogen: ha en go dag!! Op til skolen, hvor Magnus lå med svømmende øjne, og en pose frosne ærter under hovedet.  En kæmpebule, det havde han. Og sløret syn og woblende ben. Vi fik ham bugseret ned i bilen, og afsted til skadestuen.

Nu er det så smart med Hvidovre Hospital, at man kan parkere lige udenfor skadestuen, 2 timer max. Vi kom hurtigt igennem skadestuen, blev videresendt til børneafdelingen pga hans svimmelhed og slørede syn. Så fulgte endnu et par sessioner med blodtryksmåling og lys i øjnene - som han ikke så gerne ville åbne. Halv elleve fik han den helt store tur med refleksmålinger, bevidsthedstest a la"alkoholtest" - kan du gå lige, kan du ramme din næse, kan du gøre det med lukkede øjne. Han var vældigt med, de par timers hvile havde hjulpet en del. Men der var altså noget med det ene øre og lidt med øjet. Så vi måtte blive i 6 timer....

Nå ja, jeg skulle så flytte bilen. Tænkte jeg kunne smutte den  ned i parkeringskælderen. Smutte og smutte, der var lige en lille vejrenovering, så jeg kunne ikke bare dreje til venstre, næ nej, jeg måtte helt ud til ringvejen og lave et u-sving. Igennem hele parkeringskælderen for at finde 0 ledige pladser. Ud ad kælderen igen, for så at ende på en vej parallel med den jeg var kommet af i første omgang, og som viste sig at være den jeg skulle ned ad for at komme til en 12 timers parkeringsplads. Så jeg måtte ud til ringvejen og slå et u-sving igen. Det tog da ingen tid.  :o/

"jeg troede du var taget på arbejde" sagde Magnus, da jeg kom tilbage til legeventeværelset. Hvor han ikke måtte se TV, læse eller lege med sin mobiltelefon. Men i det mindste havde jeg da hans madpakke med. Underligt nok satte han ikke pris på min oplæsning af diverse børnebøger. Ej heller ønskede han information om hvilke kjoler diverse berømtheder havde på til prins Henrik juniors barnedåb. Det var nogle meget lange timer.

Om ikke andet fik jeg læst et par artikler, og siddet stille og roligt. En skam jeg ikke havde strikketøj med.

Enden på det hele: en henvisning til ørelæge, ingen pc-spil i 10 dage, max 1 times tv pr dag, ingen anstrengelse af øjnene... Han har det godt, men kan selv mærke at hovedet gør lidt ondt efter en hel dag i skole.

Ingen billeder af strik idag..

Men her er et indblik i hvordan Oskar spiller kort...

med bagsiden opad. "Har du en hest?" Ja... Jeg har også en....Så er det din tur igen. Hest?

Efterår

er kastanjetid. Vi ææælsker kastanjer, her i huset. Så meget, at da træet ikke var helt parat til at smide dem, kravlede den førstefødte op og rystede dem af træet. Han har da også et helt særligt forhold til de små brune knolde, uha han kunne bruge timer på at proppe dem i sokker og slæbe rundt på dem. I haven har vi hans helt eget hjemmeproducerede kastanjetræ. Har endnu ikke blomstret. Mon ikke de springer ud sammen :o)

Sofie havde ønsket som sin "faste weekendaftale" - et initiativ fra hendes coach/psykolog - at sanke kastanjer. (hm... interessant... hvis man sætter sine poter forkert på tastaturet, skriver man sanke istedet for samle. Bare det altid gik så nemt.) Så vi gik til vores sædvanlige samlested, græd lidt over en baby der var død som meget lille ( vi samler på den lokale kirkegård), snakkede om hvorvidt man kunne tillade sig at have varm kakao med og beundrede de enorme egetræer.

Senere, da resten af familien så en eller anden actionfilm, sad Fie og borede møjsommeligt i kastanjerne. Her er hendes produktion: giraf, flodheste, løve og edderkop.

Sødt....

Og her er hendes storebrors produktion...

vi lader billedet stå...

hen i det uvisse?

næh...

tag lige fy!-brillerne på

Han er teenager....

OK?

Nu..

Ikke zoome!

(ret kunstnerisk, at den bagerste ligesom har åbenstående gab....)

Næste år står han for kakao og æbleskiver!

Brun september med et strejf af rosa

Magen har tildelt mig en sygedag. Jeg er godt nok heller ikke umagen værd at slæbe på arbejde. Jeg gjorde ellers et ihærdigt forsøg på at hive mig selv ud af sumpen igår; tog på Fisketorvet for at købe lidt stof, og kom hjem med både en ny uldfrakke og en tunika. + stof til at sy et par mere. Jeg fik hæklet et Queen Anne scarf til mig selv, der matcher min nye tunika og monteret det meste af Amaya'en. Mangler stadig een knap.

Ingenting hjalp dog på energiniveauet, så jeg konkluderede at det ikke var overflod af selvynk, men ren sygdom. Det hjalp faktisk lidt på humøret, at erklære sig selv 100 % syg. Og magen hentede chokolade til mig :o)

Jeg har pylret om mig selv idag, strikket lidt, hæftet et par ender hist og her, og har endda også fået sat skik på min labdagbog. Magen har lovet at tage tape og penne med hjem, så jeg kan få det sidste på plads. I aften skal jeg sidde og læse dejlige artikler, og jeg glæder mig, skal bestille nye antistoffer og DNA. Lidt ligesom når skoleåret starter og man får nye bøger og nye blyanter :o)

Det er så spændende, det vi har gang i for tiden, og pludselig har vi fat i en ende der ser rigtig ud. Det er lidt som et garnnøgle med for mange strittende trådender; sommetider får man fat i en tråd der ikke fører noget sted hen, andre gange bliver det en ordentlig gang kluddermiks, så man ikke ved hvor man skal starte igen. Nu har vi måske fat i en rigtig dejlig lang tråd, hvoraf der kan blive et færdigt produkt af en art.

Jeg orker ikke at starte på et større strikketøj, selvom Amaya'en er tæt ved færdig, så det er blevet til et par sokker. Jeg forsøger at udnytte de sidste rester af flamingoen og uglen(?) med lidt ensfarvet brunt, det minder om en chokoladekage med kirsebær og flødeskum uhhhhm. De er til mig selv, og passer i månedens farve, brun. Snart

Jeg skal også have pakket til weekendens strikkefestival. Der skal pakkes

et trivielt snakkestrikketøj - måske et par sokker til magen, måske vanter til mig

et nyt strikketøj - måske supersoft Linnea til Fie

et andet snakkestrikketøj på tykkere pinde - måske Haven til Fie...

måske et lille hækletøj... i hvert fald ikke slangen med kugler til udstopning.....

To the rescue!

Sumper derudaf i nattøj. Magnus har kirketjans, Oskar er hos en legekammerat, magen har taget Fie med på museum. Helt mutters sidder jeg og har tæskeondt af mig selv. Min forkølelse har sat sig i luftvejene, så jeg nu også er en gøende søløve. Snotsøløve, uuufuuf! Aaaj hvor er det synd for sig!

Synger: her er jeg, lille jeg, helt alene og ingen saaaavner mig. snøft, snøft.

Kigger mig om, jo, det er rigtigt, ingen værdsætter mig - se selv hvor her roder! Nå.. det er mit garn og mine syting, der forstyrrer roen i vindueskarmen. Mja... det er også fordi at med FLYlady, så er det MIG der gør alting, og aldrig har jeg tid til mig selv... ja, hvad har jeg egentlig fået ud af FLYlady, hvahva? Ondt i røven, det har jeg fået! Jeg gør dit, jeg gør dat. Og er der nogen der værdsætter det, de kunne da godt tilbede mig bare lidt, komme med blomster og sige at det er synd for mig....Snøfte.

Og har jeg måske noget tøj? Mine uldfrakker er definitivt gået ned. Prøvede en i NoaNoa, men aaaarg, hvor så det bare ringe ud.... hvad med om jeg forsøgte endnu en gang med det brune monster? Henter stoffet, prøver den. Hm. Udefinerbart irriterende. Hvad er det jeg vil med den?  Henter garnet, holder det op, lægger det på bordet. Hulkhulk, det ved jeg ikke....

Sætter mig ned og overvejer om jeg ikke bare skal lægge mig ud på kompostbunken, adios, I opdager det først når bananfluerne virkeligt tager over!

hov - hvad var det? der var noget der bevægede sig på det der garn?? En LARVE?! jeg skuler til det oldgamle chatol, som har huset garnet i 3-4 uger på øverste hylde. Møglarveudklækker. Gamle skrummel. Pismøbel. og har vi ikke snakket om at det skulle ud? Skal jeg virkelig også gøre alting selv?

 Jeg mærker noget rumle indeni.....

AAAAAA,Supercow al rescate!!!

De kan rode, smide skidt og lort på gulvet, men mit garn, det er der fandeme ingen der bygger bo i!!!!

Resolut rejser jeg mig, tænder for anlægget (efter at have flyttet 12 DVD'er på plads), kaster U2s achtung baby i kassen, skruer GODT op, lukker havedøren op og tager mig en lokal 27 fling boogie, kvækkende til you're the real thing. Oprydning, oprydning, hov, der fandt jeg artiklen jeg har manglet, oprydning, oprydning, hey, har vi pålægschokolade, mums gnask, nåh, havde jeg glemt at spise morgenmad...

let's kick some ass!!! Og vi starter med min egen!

Der er intet, en hårvask ikke kan kurere.